Gurli 1

Gurli Elbækgard er uddannet keramiker på Designskolen Kolding og Kunsthåndværkerskolen i Bergen, men det var de norske fjelde, der slog hul på Gurli Elbækgaards kunstneriske greb. 

Gurli Elbækgaard er egentlig en klassisk trænet keramiker, der mestrer sit håndværk ved drejeskiven, men som alligevel ikke kan lade være med at skubbe sine grænser for, hvad man kan med leret og glasuren. At teste, lege og eksperimentere med farver, form og sanseligheder. Keramikeren rejser næsten altid ud, når der skal tankes op, perspektiveres og tænkes nye tanker. Ressourcer, der dyrkes til fulde i hendes unika-arbejde, mens det trænede pottemagergreb og det tekniske formøje foldes ud i brugskollektionerne.

”Norge åbnede min kreative kilde, fordi naturen er så markant anderledes end i Danmark. Fjelde, kilder, klipper og skove trængte sig på og fik det til at syde og sprudle i min tilgang til leret. Den kraftfulde potens, som naturen er, var en åbenbaring og en forløsning på samme tid. Den norske natur åbnede op for idéer, form og udtryk, der skulle transformeres. Jeg blev fascineret af grimhedens æstetik, af detaljens uhyrlige miniature-proportioner. Fascineret af at fokusere ned i det små, hvor stenens sirlige mønster pludselig viser sig, eller hvor mossets forskellige nuancer går op for en”.

Download CV